Andet,  Fødselsdepression

Den angstramte børnepasser

At have en fødselsdepression og et barn med kolik sætter sine spor. Ikke at man ikke kan have det på den måde jeg har det, hvis man har haft en nem baby og på ingen måde har været depressionsramt. Sagen er bare den, at jeg har udviklet en eller anden form for angst for aftener, fordi det var der jeg ofte var alene med Arthur, og han bare skreg og skreg.

Hele oplevelsen sidder dybt i kroppen på mig, og det tror jeg desværre den vil gøre en del tid endnu.

Optakten

Hvis Kipper skal ud en aften, kan jeg geare mig selv op flere dage i forvejen. Så meget at jeg nærmest er helt drænet for energi, når dagen så kommer. Derfor fungerer det faktisk bedst for mig, hvis han spørger mig dagen forinden, om han kan tage ud. Oftest kaster jeg mig ud i det, men hvis jeg er inde i en dårlig periode psykisk pga. travlhed på arbejdet, manglede tid med mig selv/mine veninder eller lign. – ja så kan jeg godt finde på at sige nej for at passe på mig selv. Her er det EKSTRA vigtigt, at jeg ikke slår mig selv oveni hovedet fordi jeg siger nej, men i stedet roser mig selv for det. 

Jeg har tænkt meget over, hvad det egentligt er, jeg er bange for, og det er sgu desværre mange ting. Jeg er dog kommet frem til 2 hovedpunkter.

Angsten for at være en dårlig mor

Den største ting jeg frygter, er klart at jeg flipper ud. Ja det lyder skørt men jeg er angst for at blive angst eller angst for at komme til at råbe eller reagere uhensigtsmæssigt.

Jeg vil ham alt det bedste, og hvis jeg kunne vælge en ting her i verden, så ville det være aldrig at reagere uhensigtsmæssigt over for mit barn.

Jeg får det SÅ dårligt bagefter og har svært ved at tilgive mig selv, hvis jeg eksempelvis har råbt af ham, eller ikke har kunne rumme hans følelser. Jeg føler det er så uværdigt, og så kører min hjerne i “hvordan kunne du dog gøre det. Stakkels lille Arthur. Nu er han bange for dig forevigt” tankegangen.

“Hvad hvis jeg ikke kan trøste ham?”

Den anden ting jeg frygter, er at jeg ikke kan trøste ham. Jeg tror dette punkt skyldes tiden med kolik, hvor jeg mange gange ikke kunne trøste ham, uanset hvad fanden jeg gjorde. Noget hjalp, men det fjernede aldrig smerten og gråden helt. Når han græder/skriger virkelig meget den dag i dag bliver min angst desværre stadig tricket. Hvis det er slemt, får jeg hjertebanken, svedeture, bliver svimmel og værst af det hele kan jeg ikke rumme lyden – lyden er virkelig det sværeste for mig.

Det er som om rummet bliver mindre og mindre og gråden bare er altoverskyggende. Jeg kan hverken rumme det psykisk eller fysisk.

Frygten for ikke at kunne trøste mit eget barn/håndtere gråden, leder tilbage til min frygt om at reagere uhensigtsmæssigt. Det kan derfor nemt blive en ond cirkel. 

Det var lidt om min angst. For ikke at skrive et indlæg der tager 4,5 time for jer at læse, har jeg valgt at dele det op. Jeg vil på et senere tidspunkt skrive et nyt indlæg om, hvad jeg gør for at kontrollere min angst og komme igennem sådan en aften. 

//C 

6 kommentarer

  • Sisse

    Kender godt begge følelser. Vi har en søn der godt have skrige/grædeture 1-2 timer om aften hvor det er stortset umuligt at nå ind til ham. Pludselig stopper han af sig selv og så er der intet. Det er forfærdeligt! Jeg frygter at sådan en tur kommer en aften hvor jeg er alene med ham. Heldigvis sker det sjældnere og sjældnere.
    Jeg er møgbange for ikke at slå til som mor, ikke udvikle ham nok og ikke opfylde hans behov. Han er 1 år nu og hverken går selvstændigt, siger ord, spiser selv osv. Men han er som regel en glad dreng med krudt i måsen.
    Og så er jeg hundeangst for at blive lige som min mor. Hende og jeg har ikke det bedste forhold og jeg synes ikke hun klarede morrollen fantastisk.
    Vi har alle noget med i bagagen og vi har alle vores kampe. Men vi er heldigvis også lige præcis den mor vores barn allerhelst vil have ❤

    • Denperfektemor

      Sorry for det sene svar <3 jeg har været helt hængt op!
      Den følelse er nemlig direkte forfærdeligt, men hvor er det bare sejt, at du fortsat kæmper!
      Jeg kender også godt til det med at man bare IKKE vil være på en bestemt måde, og jeg tror på, at når man virkelig har det sådan, så bliver man heller ikke sådan <3

  • Nina

    Kender det godt, og vil lige sige, at det forsvinder med tiden. Det tager tid, men det bliver bedre hele tiden. Man ryger heller ikke nødvendigvis tilbage i samme rille, ved barn nr. 2, hvis det skulle være noget du grubler over. Jeg tænkte meget på det, men har nu nr. 2, og hun er nemmere og jeg er roligere 🙂 All is good!

    • Denperfektemor

      Tak for din kommentar. Jeg beklager den lange svar tid <3.
      Hvor er det bare rart at høre, at det bliver nemmere! Mange tak for at dele det med mig 🙂

  • Helle

    Jeg lå nok på kanten af en fødselsdepression efter en hård start med blodtab og træthed, bøvlede og lange amninger, brystbetændelse og så en virkelig krævende og meget grædende baby, der helst ville være på mig, og som ikke var særlig glad for at sove. Det var fandme hårdt og ikke for børn.

    Det blev bedre alt sammen med tiden, men selv da det havde gået godt i lang tid, havde jeg stadig svært ved at slippe følelsen med ‘åååh nej, nu begynder hun at græde, og så starter det hele forfra’. Det tog faktisk nok nogle år og en lillesøster, hvor tingene gik helt modsat, før jeg følte mig tryg igen.

    Som jeg ser det, er det en form for posttraumatisk stress-syndrom. Når man først har været igennem helvede, mister man på et tidspunkt troen på, at det kan være anderledes. Granatchok for mødre.

    • Denperfektemor

      Hej Helle <3
      Mange tak for dit lange og virkelig fine svar. Jeg beklager den lange svartid - jeg har simpelthen haft så travlt.
      Jeg synes, at det giver SÅ fin mening det du skriver. En virkelig fin, og skræmmende, sammenligning med PTSD. Det er virkelig helvede man går igennem, og det er så svært at se ud på den anden side. Tak for at dele din erfaring, og rigtig god dag <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *